Budgetudtalelse 2022
Silkeborg Kulturråd har drøftet de fremlagte budgetforudsætninger for bevilling 34 Kultur og Fritid.
Danmarks statistik offentliggør med mellemrum en liste over danske kommuners udgifter til kultur pr. indbygger. På denne liste befinder Silkeborg Kommune sig under landsgennemsnittet og eftersom kommunens indbyggertal nu og i de kommende år forventes at stige med 1% årligt, er der således også tale om en årlig reduktion af kulturudgifterne pr. indbygger, når budgettet fastlåses på et stationært niveau. Som sidste år skal vi gøre opmærksom på at dette forekommer uambitiøst af en kommune, der gerne vil gøre sig gældende som kulturkommune og tiltrække sig opmærksomhed fra fonde og øvrige mulige investorer på kulturområdet. Vi anbefaler at der i budgettet for 2022 og 2023 arbejdes på at kulturområdet tilføres midler så Silkeborg kommune som minimum kommer op på landsgennemsnittet.
Vi finder det positivt, at Den Kreativ Skole får øget bevilling på 300.000 kr. til kulturklasser. Det oplever vi som et gode for børn og familier, der ikke ellers opsøger Den Kreative Skoles tilbud, men vi finder, at der gerne i højere grad bør følges op af øget tilskud til friplads for enlige forsørgere eller familier med lav husstandsindkomst, så elever, der nu får vækket interesse for skolens tilbud, også økonomisk får mulighed for at følge undervisning på Den Kreative Skole. Vi finder det beklageligt at beløbsgrænserne for friplads på den Kreative Skole ikke er hævet væsentligt mere. Som grænserne ser ud nu, vil børn der kommer fra et hjem bestående af to kontanthjælpsmodtagere ikke kunne modtage nogen form for friplads på Den Kreative Skole.
Budget 2022 indeholder et forslag til indførelse af takstbetaling for brug af klasselokaler, sale mm. til overnatning. Dette finder vi beklageligt, da det fremadrettet kan have en negativ virkning på afvikling af kulturprojekter i Silkeborg kommune.
Slutteligt skal det bemærkes, at vi finder det bedrøveligt at budgettet for 2022 ikke rummer plads til en videreførsel af Kultur på recept til trods for projektets gode resultater.
Silkeborg Kulturråd
Karsten Petersen (Formand), Erling Kyvsgaard (næsrformand), Jette Falster, Mette Østergaard, Mette Mailund Strong, Johannes Konstantin Neergaard, Svend Jacobseb, Steen Hovmand, Michael jensen, Ingelise Vinther Andersen.